En masse unge er blevet studenter hen over sommeren, og de små fugle er blevet store og flyver fra reden. Nogen flytter hjemmefra, og andre flytter til en helt anden by for at studere, når det nye år begynder. Lige pludselig skal man til at være alene og selvstændig -ja, nærmest helt voksen. Husleje, forsikringer og regninger. Mobiltelefoni & bredbånd lyder som nogle mærkeligt store voksenord. Men lige pludselig er det blevet til noget, du også skal til at tænke over.
Det er okay at spørge om hjælp
Puha, der er mange tanker i hovedet, og ting man skal have styr på. Det er et stort skridt at flytte hjemmefra, og sommerfuglene flyver om kap inde i maven. Men et godt råd er at huske på, at det stadig er okay at spørge sine forældre om hjælp. Om det er hjælp til, hvordan det nu er, man skal vaske sit tøj, eller om det rent praktisk er hjælp til at flytte sine møbler. Uanset hvad, synes de ikke du hverken er mere eller mindre sej, end hvad du var i forvejen.
En ting ad gangen
Det kan godt være overvældende pludselig at være helt alene. Og hvis du er flyttet til en anden by, er det lige om at vænne sig til, at være væk fra venner og familie. Det hele kan godt være lidt meget at skulle have overblik over. Her er et godt råd at lave lister. Masser af lister! Du kan lave lister over ting, du mangler. Du kan lave lister over ting, du gerne vil nå inden studiestart. Og du kan såmænd også bare lave en liste over de film, du har tænkt på, at du gerne vil have set. Det kan afhjælpe overraskende meget af den stress, man kan opleve, når man pludselig har en masse ansvar, man ikke før har været vant til.
Hvis du er flyttet til en anden by for at studere, kan det i starten godt være hårdt at være væk fra de folk, man er tryk sammen med. Der går noget tid, inden man har fået dannet sig en ny omgangskreds. Her er det vigtigt at tage sig tid til at få set sine gamle venner. Inviter dem på besøg eller smut forbi, når du er hjemme på besøg. Det er vigtigt ikke at føle sig ensom, når man i forvejen pludselig har en masse andre ting at tænke på.